8. februar 2022
I januar 2022 kunne vi melde ud om vores investering i The Plant Era, der sælger vegansk proteinpulver og andre plantebaserede kosttilskud.
Founder af virksomheden, Nicholas Orsini, cyklede i 2015 tværs over USA, hvor han noterede sig, at der manglede et velsmagende vegansk alternativ på markedet.
Vi har snakket med hovedpersonen om iværksætterlivet; hvad der driver ham og hvilke svære beslutninger man står over for, når man går all in på sit startup.
Først og fremmest. Hvad motiverer dig?
- Jeg forsøger altid at gøre det bedste for mig selv, min familie, mine venner og dem der har støttet mig gennem livet. I forhold til The Plant Era og forretningslivet er det nok en kulmination af livserfaringer og målsætninger, der motiverer mig. Delvist min fortid, delvist min potentielle fremtid og stærkt motiveret af mine målsætninger.
- Iværksætteri kan give dig større sikkerhed, frihed og indflydelse - hvis du lykkes. Vores ambitioner med The Plant Era kan potentielt gøre en forskel for CO2-aftrykket i Asien og forbedre sundheden for millioner af mennesker. Og ikke mindst inspirere mennesker, noget jeg synes, der er behov for og som er voldsomt undervurderet.
- Vigtigst af alt, jeg elsker dét, jeg laver, og det motiverer mig til at fortsætte. At være iværksætter er en meget udfordrende, men givende rejse at være på. Jeg er passioneret omkring det.
Hvad er den største succesfaktor?
- Jeg vil ikke kalde The Plant Era for en succes endnu, og det er svært at sige, hvordan man definerer “succes” for et startup. Personligt vil jeg tro, det er min vedholdenhed, der har gjort, at jeg er, hvor jeg er i dag.
- Jeg tror på, at jo hårdere du arbejder, jo heldigere bliver du. Vi har måttet overkomme flere bump på vejen og har kørt meget med en “trial & failiure” tilgang. Det kan være drænende, men det er vigtigt at fastholde et positivt og realisiisk mindset. For startups handler det om problemløsning 24/7, og der vil altid være udfordringer, så du kan lige så godt omfavne dem løbende.
Den sværeste beslutning du har truffet?
- Det er svært at udpege en enkelt. Jeg har både truffet beslutninger, der involverede høj grad af økonomisk risiko, og jeg har sagt farvel til ansatte, hvilket var følelsesladet, men jeg vil ikke kategorisere dem som de sværeste. Du kender trods alt konsekvenserne på den anden side. Tager du et lån, skal det betales tilbage, fyrer du en medarbejder, skal du ansætte en ny osv.
- Jeg tror, de sværeste beslutninger finder sted på et mere strategisk niveau. Hvad bruger du din daglige tid og penge på? Hvor skal vi sælge vores produkt? Hvordan bruger vi bedst muligt vores begrænsede marketing-midler? Det er langt sværere, fordi ingen kender det rigtige svar på forhånd. Det finder man ud af i praksis, og det kan blive både dyrt, stressende, tidskrævende og i sidste ende er det med til at afgøre, om dit startup lever eller dør (som de fleste i øvrigt gør).
Hvordan kommer du på nye ideer?
- Når du søger efter noget, finder du det sjældent. Det er min opfattelse. Det er ofte, når du ikke kigger, at du ser en mulighed. Jeg prøver efter bedste evne at gå en tur dagligt, tænke over nogle problemer og så kommer idéerne - en rutine jeg fik med mig fra Morgan Stanley i London, og jeg er overbevist om, at den friske luft nulstiller mit sind. Prøv det selv næste gang du har et problem eller en udfordring - med lidt god musik!
Det bedste råd du kan give nye iværksættere?
- Se realiteterne i øjnene. Det mest praktiske råd, jeg kan give fremtidens iværksættere, er at starte småt. At være iværksætter trækker tænder ud både økonomisk og mentalt. Kan du starte småt og opnå “proof of concept”, reducerer du ricisi. Og du får en smag for, om det er noget for dig at gå all in de næste 5-10 år.
- Det vigtigste er ikke at give op. Mange vil tvivle på dig og du får “nej” mange tusinde gange. Lad det ikke demotivere dig. Bare fortsæt, fortsæt, fortsæt.
Nicholas Orsini fik selv øjnene op for de mange fordele ved plantebaseret kost, da han trænede op til en ironman.