A day in the life: Yousef Madiyeh, Business Intern

18. maj 2023



Mød vores Business Intern, Yousef Madiyeh, der er født i Hvidovre og opvokset i København.

Inden han efter planen påbegynder sine studier i International Business i Danmark, er han i praktik her hos os i Dubai i seks måneder, hvor han bidrager til alle vores tre forretningsben: nye investeringer, portefølje management og marketing.

Dagen starter i Downtown Dubai, hvor Yousef bor til daglig. Downtown-området er velkendt for de større turistattraktioner, som Burj Khalifa, Dubai Mall og mange gode spisesteder.

Vi har fulgt en dag i Yousefs liv på og uden for Kjøller-kontoret.

6:30

Yousef er morgenfrisk og starter dagen med en cykeltur i ørkenen. Det er en fast ugentlig tradition, og gennem sit praktikophold har han cyklet med den samme gruppe på otte mand.

Cykelturen tager ca. en time på hverdage, inden han sætter kursen mod kontoret i Jumeirah Lakes Towers (JLT).



8:30

På vej mod kontoret.

Yousef tager enten bil eller metro og der skal indregnes en køretur på en lille halv time i morgentrafikken. Han møder ind som en af de første.

Teamet møder generelt i tidsrummet 8-10 alt efter dagens kalender, hvor nogen kan have møder ude af huset eller andre opgaver.



10:00

I Kjøller er vi ikke bange for at give vores praktikanter “rigtige” opgaver, og vi forventer, at de bidrager og deltager på lige fod med resten af teamet.

I dag præsenterer Yousef resultaterne af et større projekt for sine kollegaer. Opgaven gik ud på at søge efter potentielle byggegrunde i Danmark, da vi med Kjøller Ejendomme A/S altid er på udkig efter nye projekter vi kan udvikle fra bunden.

Yousef har gjort et grundigt research- og analysearbejde og præsenterer sine resultater for Portfolio Manager Søren Bay, der herefter vil vurdere, hvilke cases vi skal arbejde videre med.



12:30

Tid til den ugentlige Business Lunch.

Hver onsdag spiser teamet frokost et sted ude i byen. Det er en fast tradition, og ansvaret for at finde en restaurant går på skift. Køreturen skal dog ikke være for lang og man skal holde sig inden for et spiseligt budget.

Følg med på vores Instagram, hvis du ønsker at få et unikt indblik i vores hverdag.



15:00

Tilbage på kontoret.

Vi har stor appetit på at gennemføre nye investeringer, og som led i en strategi om at modtage endnu flere investeringscases årligt, gennemfører Yousef et investeringspush, hvor han i samarbejde med Marketing Manager Frederik Thomsen proaktivt rækker ud til en lang række potentielle vækstvirksomheder.

Generelt er vi ikke branchespecifikke, når vi investerer - det handler om produkt, personer og potentiale.



17:00

Shisha efter arbejde.

Der er varmt i Dubai på denne tid af året, men det er stadig muligt at nyde det gode vejr udenfor.

Vores kontor ligger som nævnt i JLT, hvor der rundt om søerne ligger mange hyggelige restauranter og caféer. Yousef har i dag bestilt en shisha (vandpibe) med et par kollegaer inden turen går tilbage til Downtown Dubai.



20:00

Yousef er hjemme igen, hvor aftenen står på madlavning samt læsning. Selvom Dubai er fyldt med gode take-away muligheder og hurtig levering, vælger Yousef ofte selv at lave sin aftensmad.

Derudover får han sine aftener til at gå med at læse business- og økonomibøger, som han låner af kollega Jens Christian.

Sådan ser en dag ud for vores Business Intern på kontoret. Hver dag er sin egen, og i Kjøller har vi altid nye spændende tiltag og projekter.

Vi søger løbende nye praktikanter til et forløb af seks måneders varighed - læs mere via linket nederst.

Læs også vores tidligere "A day in the life"-artikler:

Læs mere om muligheden for praktik hos Kjøller

Hold dig opdateret - Tilmeld nyhedsbrev