Magnus Kjøller Holding bliver medejer i Fremad Amager

5. april 2022



Vi kan bekræfte, at vi sammen med øvrige dele af ejerkredsen bag vores porteføljevirksomhed, Velkommen A/S, bliver medejere i den danske fodboldklub, Fremad Amager, der har været truet af konkurs.

Velkommen A/S er som virksomhed lokalt forankret på Amager, og har med direktør Thomas Søgaard-Andersen i spidsen været primus motor på redningen af den danske traditionsklub.

- Det giver nu et pusterum til at hjælpe Fremad Amager videre, og det giver noget ro på de interne linjer i klub og organisation. Lige nu og her er det væsentligt med tryghed, stabilitet og ro på, udtaler Thomas Søgaard-Andersen, direktør i Velkommen A/S.

Vi er glade for at kunne komme med på rejsen i en stolt traditionsklub som Fremad Amager, hvis ca. 60 medarbejdere nu kan fortsætte arbejdet og kampen for at føre klubben tilbage til toppen af dansk fodbold.

- Al kredit, ros og respekt skal gå til Thomas og Lars fra Velkommen A/S samt alle de mange gode kræfter i klubben. Potentialet er stort på Amager, og på den kommercielle front er klubben nu i gode hænder, hvilket skal bidrage til at understøtte den sportslige udvikling fremover, siger Magnus Kjøller.

Magnus Kjøller Holding ejer som konsekvens af transaktionen 25% af Fremad Amager Elite.

Læs mere om Fremad Amager

Hold dig opdateret - Tilmeld nyhedsbrev