19. september 2023
Med ønsket om yderligere professionlisering og fremtidssikring etablerer Kjøller Ejendomme A/S en ny bestyrelse bestående af markante ejendoms- og erhvervsprofiler med stærke lokale rødder.
Den nye bestyrelse inkluderer Steen Royberg, partner hos Nordicals Aalborg, som bestyrelsesformand. Steen Royberg har mere end tre årtier i ejendomsbranchen og har tidligere været medlem af Aalborg Byråd og fungeret som 2. viceborgmester. Han er desuden bestyrelsesformand for Ejendomsmæglernes Fond. Pr. 1. januar 2024 bliver Steen Royberg seniorpartner i Nordicals Aalborg, og derfor er tiden nu kommet til, at Steen kan deltage og anvende en større del af sin tid i bestyrelsesarbejde.
Henrik Lybæk, direktør for Port of Aalborg Real Estate og tidligere viceregionsdirektør i Nykredit, og Tim Rosenkrantz Buur, partner i advokatfirmaet Vingaardshus, er også blevet udnævnt som bestyrelsesmedlemmer. Begge bringer en imponerende baggrund og erfaring inden for ejendomsudvikling og transaktioner.
- Vores vision er at skabe en 100-års virksomhed, og det kræver stærke kræfter. Derfor er vi meget glade for at byde Steen, Henrik og Tim velkommen på holdet. De er dygtige og erfarne erhvervsfolk, der ikke kun bliver afgørende for realiseringen af vores vision, men også sikrer en endnu større forankring i de områder, hvor vi arbejder. Dét er især vigtigt for os, udtaler Magnus Kjøller.
- I det nordjyske har Kjøller Ejendomme allerede markeret sig som en betydelig aktør, og med etableringen af bestyrelsen er vi nu klar til yderligere professionalisering og bæredygtig vækst. Vi glæder os meget til samarbejdet om eksisterende og fremtidige, spændende projekter, udtaler Steen Royberg.
Kjøller Ejendommme A/S blev for nyligt opgjort som den 9. største ejendomsinvestor i Aalborg målt på offentlige vurderinger.
Se alle boligområder, aktuelle ledige boliger og skriv dig på interesselister her