27. marts 2023
Vi er glade for at kunne annoncere, at vi har investeret i Nordic Living, et Dubai-baseret ejendomsselskab, der fokuserer på køb, renovering og korttidsudlejning af boliger i Dubai.
Dubai har etableret sig som en førende turistdestination med flere end 15 millioner turister i det forgangne år, hvilket betyder stor efterspørgsel på boliger til korttidsudlejning - specielt i de centrale områder af byen, som eksempelvis Marinaen og Downtown.
- Det lokale marked er vokset stabilt, og mange turister efterspørger kvalitet, praktisk indretning og attraktiv prissætning, som eksempelvis Booking.com og Airbnb-indkvartering kan tilbyde, siger Magnus Kjøller.
- Turistsæsonen i Dubai løber typisk over otte måneder fra oktober til maj, hvilket giver en relativ lang højsæson sammenlignet med andre lokationer i verden. Efter en grundig evaluering af markedet og vores strategi, er vi nået frem til, at det er en business case, som vi tror meget på, lyder det fra Magnus Kjøller.
Med en lokal samarbejdspartner indgår vi i et halvpartsejet ejendomspartnerskab med ambitionen om at bygge en stor portefølje af attraktive kvalitetslejligheder til korttidsudlejning i Dubai.
Nordic Living-porteføljen tæller i dag tre lejemål, men flere er på vej. Vi glæder os til at følge udviklingen fremover.