Mød iværksætteren: Thomas Søgaard-Andersen, Velkommen A/S

16. august 2022



I 2018 investerede vi i energiselskabet Velkommen A/S, der de senere år har ekspanderet forretningen markant og cementeret sig på det danske elmarked - bl.a. med opkøb af flere konkurrerende selskaber.

Direktør i Velkommen A/S, Thomas Søgaard-Andersen, var forbi vores kontor i Dubai, hvor han opdaterede teamet på den aktuelle status i virksomheden og planerne for fremtiden.

Vi fik desuden lejlighed til at snakke med hovedpersonen om iværksætterlivet, hvad der motiverer ham, og hvilke svære beslutninger han har truffet undervejs. Lær Thomas Søgaard-Andersen bedre at kende herunder.

Hvad er det bedste (og værste) ved at være iværksætter?

- Det bedste ved at være iværksætter er muligheden for at skabe sin egen hverdag og skabe en forretning.

- Det er i perioder ufatteligt hårdt, og man skal virkelig have en "jeg vil lykkes" attitude for at bevare motivationen. Følelsen når det så lykkes er til gengæld det hele værd.

Hvad motiverer dig?

- Det motiverer mig at se forretningen vokse, se teamet lykkes og skabe nogle nye relationer på vejen. Det, jeg fortryder lidt i starten, er, at jeg ikke nød starten af rejsen nok, men løb alt, hvad kroppen kunne bære.

- Nu er jeg meget mere opmærksom på at nyde de fede relationer, som iværksætteriet har skabt, og det motiverer mig helt vildt at være omgivet af mennesker, der har samme mindset som en selv.

Hvordan kommer du på nye idéer?

- Jeg prøver at komme væk fra kontoret engang imellem og hente inspiration i andre brancher, hvor jeg ser, man har lavet smartere løsninger. Det er tit opfattelsen, at iværksætteri handler om at skabe noget helt nyt, i virkeligheden handler iværksætteri, i mine øjne, i høj grad om at kombinere forskellige ting.

- Et meget visuelt eksempel er, at man opfandt reb og brugte reb til at sætte et reb, en sten og en pind sammen, der gav en økse. Folk har ofte svært ved at se, at nogle af de bedste ideer er ret simple, det er eksekveringen, der nøglen til succes.

Den sværeste beslutning du nogensinde har truffet?

- Det sværeste har været at give slip hen ad vejen. Når man har brugt alt sin energi i flere år og satset hele ens økonomi på, at det lykkes, så har det sværeste været at give slip på opgaver

- Jeg forstiller mig, det er noget, de fleste iværksættere skal igennem. Men det er omvendt også noget af det vigtigste, jeg har gjort. For forretningen har forskellige behov i vækstfasen, og det kræver, at man kan skifte fokus undervejs.

Hvad er dit råd til unge, der overvejer at gå den selvstændige vej?

- Pas på med at overtænke om det kan lade sig gøre. Se ikke begrænsningen i, at det måske er en ny branche, som du ikke har erfaring i. Kender du ikke branchen, ser du ikke de klassiske begrænsninger, og du tænker nyt og anderledes.

- Vær ikke bange for at lave fejl. At fejle er en del af det at være iværksætter - over tid lærer du at leve med det, og du kan tage tage noget med fra dine fejl, som du kan bruge fremadrettet.

Læs mere om Velkommen A/S

Hold dig opdateret - Tilmeld nyhedsbrev