Fokus på: Erfaringer fra et ejendomseventyr

25. marts 2022



I vores artikelserie “Fokus på” ser vi nærmere på vores ejendomsforretning Kjøller Ejendomme A/S.

Vi tog en snak med Magnus Kjøller om nogle af de vigtigste erfaringer fra et årti med ejendomsinvesteringer, samt hvilke fordele man kan opnå ved at investere i udlejningsejendomme - også selvom man er en hurtigtløbende iværksætter.

Set i bakspejlet - hvilke fejl har du selv lavet som ejendomsinvestor?

- At optage det forkerte realkreditlån (fx. en F10’er), som har været meget dyrt at komme ud af, når vi senere har besluttet os for at sælge en ejendom. Så mit tip må være, hvis du ved, at du potentielt står over for at sælge en ejendom efter få år, så vælg et realkreditlån der passer til formålet.

- En klassisk fejl er, at man ikke laver nok due diligence på ejendomme man køber. For os har det i enkelte tilfælde resulteret i, at vi har købt katten i sækken.

- Og sagt med et glimt i øjet, så kunne man da godt have købt nogle flere ejendomme i starten af 10erne.

Hvad er de største fordele ved at investere i udlejningsejedomme?

- Det er en forholdsvis stabil investering, der giver et løbende cashflow samtidig med at værdierne stiger over tid. Jeg ser naturligvis både fordele og ulemper ved at investere i udlejningsejendomme, men det er et plus, at man i Danmark har mulighed for høj grad af realkreditbelåning til en fast lang rente, hvilket er unikt for systemet.

- Man kan også tilføje, at jo flere lejemål man erhverver sig, desto større risikospredning, så man ikke er afhængig af enkelte lejere.

Hvorfor skal man som iværksætter med stor skabertrang investere i ejendomme?

- Jeg mærkede selv som selvstændig, at risiko bliver en meget fastgroet del af ens identitet. Ofte glemmer man at sætte farten ned og fokusere på de mere sikre investeringer. Og det må man sige er tilfældet med mursten.

- Da jeg stiftede mine første virksomheder, og det hele gik stærkt, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at noget så konservativt som investering i ejendomme ville blive en fast del af mit liv. Det er jo ikke fordi, man opfinder en ny app, der senere kan sælges videre for et stort beløb.

- Men når det er sagt, passer det super godt til min profil, at vi også har ejendomme i porteføljen, og det er en fornøjelse at være med til at udvikle nye boligområder fra bunden og have glade og tilfredse lejere, der skaber liv og fælleskab lokalt, siger Magnus Kjøller.

Læs også "Fokus på: Starten på et ejendomseventyr"

Hold dig opdateret - Tilmeld nyhedsbrev




t>